Amina Elmi - 3

I går vandrede jeg rundt i gaderne i Haag. Der er noget ekstremt usentimentalt over denne by, den er grå og ser ud som om den er tynget af sin egen historie. Folk fortæller mig i hurtige vendinger at Haag er en diplomatisk by.

Igennem min retningsløse vandring gennem byen støder jeg på M. De fortæller mig prompte, at jeg kan tage en bus, nr. 17 når jeg at afkode de siger. Jeg lytter. M’s øjne flakker op, fortæller: du møder havet! Jeg mærker en stor forkærlighed for, når menneskers begejstring overgår deres instinkt for sociale koder. Du møder havet!

Om aften er jeg til en oplæsning af digter Ghayath Almadhoun. Så snart Almadoun var færdig, følte jeg mig fuldstændig forvandlet. Der lå mange poetiske rum indeni ordene, nogle var man inviteret ind i, andre, følte man sig fuldstændigt afklædt i. Ikke afklædt som i afsløret, men afklædt, som en slags værktøj digteren havde, at kunne nedbryde alle mure mellem publikum, det føltes som om vi var i den samme verden. Den verden var ikke Almadhouns men en verden han poetisk bearbejdede. Jeg havde både en fornemmelse af det absurde teater og det helt konkret virkelige møde med verden. Det er sprog, det er kødelighed, erotik, død, ødelæggelse, det er Gaza, Gaza, Gaza.

Sidste gang jeg følte mig overvældet af en poesi oplæsning var første gang jeg så Inger Christensen læse op via et youtube link. Der er noget med de store digtere, de kan fuldstændig nedbryde noget fuldstændigt fundamentalt i os, der lytter og erfarer dem, og føle man er blevet en anden.

Tidligere på dagen læste jeg August Strindbergs Ensom på hotelværelset. Jeg tog bogen med både grundet en nysgerrig, men også en selvironi i forhold til at tage en bog om ensomhed med på tur til en fremmed by, jeg aldrig har besøgt før. Der var noget melankolsk stor-mandlig-forfatter-i-verdenslitteratur-stemning over det. Strindberg, som jeg er begyndt at holde meget af, skriver i bogen om det forunderlige møde med Balzac. Da han afsluttede sin læsning af Balzacs halvtredsbindsværk opdagede han, at han havde levet et større, rigere liv end sin egen, han havde i virkeligheden levet to liv.

Jeg deler med så mange andre, en dyb sorg over Gaza. Gennem Almadhouns ord, føler jeg også en endnu større tæthed. Det kom til mig, lige dér, hvor jeg stod og baksede med en tvivl om poesiens egen berettigelse i verden. Men her sidder jeg tilbage og føler en fornemmelse af et helt liv i Damaskus og i Gaza, givet til mig, og det føles som en åbning, en generøsitet, og størst af alt, en påmindelse af hvad vi forsat skal kæmpe for.

*

Marilena og jeg taler om vejene i Haag, at jeg ikke helt har regnet ud hvilken orden der egentligt er. Hun sagde, if you follow the law you’ll end up dead.

Det er en fantastisk sætning. Jeg vil give den videre, som en messe:

If you follow the law you’ll end up dead.

Haag, din diplomatiske bastard.