Amina Elmi - 2

Jeg lander i Schipol lufthavn. Mine øjne flakker rundt for at skabe mig et overblik. Infrastrukturen på lufthavnen gør mig døsig, restauranterne og tøjbutikkerne flyder sammen. Jeg prøver at fastholde mit blik på de skilte, der kan vise mig vejen hen til min bagage. Et par gange går jeg forud for skiltenes vejvisning, ender i nogle andre retninger. Til slut, bliver jeg træt og sætter mig ned. Jeg observerer folk omkring mig, analyserer hastigheden i deres bevægelser, undersøger hvilke mennesker, der har let ved at navigere rundt i det store tomrum, der lover os alle, at vi kan ende i vores ønskede destinationer. Vi er alle med til at opretholde en orden, og tilliden til det teknologiske system, er den første indikation på at der er noget vi alle er fælles om. Indenunder det, er der andre systemer, der lurer under teknologien og fysikken. Det er de menneskelige relationelle møder sat i system, der føles for mig, den mest faretruende. Et par betjente undersøger en efterladt kuffert ti meter fra hvor jeg sidder. Der dukker ingen faresignaler i min krop, det gør mig ikke ængstelig. Det er hvad det er, tænker jeg, og drikker videre af min al for store to-go sodavand. Verden føles allerede som en tikkende bombe, jeg har vænnet mig til følelsen. Betjente fortsætter deres arbejde et andet sted, der var intet at komme efter den efterladte kuffert. Mennesker sat i systemer. Jeg er så helvedes angstfuld for dem, der er placeret i magtens ende. Jeg holder altid vejret når jeg skal igennem sikkerhedskontrollen. Det er ikke maskinerne, der ser noget der ikke skal være der. Det er dem der betjener maskinerne, der ser mig, som noget, der ikke burde være her.

*

Jeg mødes med de resterende af Crossing Border-holdet kl. 18 ved receptionen på hotellet. Merkur hedder den. De fleste af os har krydset landegrænser for at arbejde sammen. Vi er ikke blevet inviteret som skrivende mennesker, fordi vi er talentfulde, tænker jeg. Vi er her fordi vi er kaldet til skriften, og hvert individ gør deres for at imødekomme den. Der er en stor generøsitet i disse mennesker, tænker jeg, uden jeg overhovedet har ført en samtale med nogle af dem endnu. De første håndtryk jeg giver og tager imod føles som en invitation, forsigtig men indbydende. Jeg ser Arad liste sig ud for at ryge en cigaret, jeg følger nænsomt efter ham, mimer de samme bevægelser, tænder op for røg. Where did you travel from, siger jeg. Vienna, svarer han. Det føltes som om der var en hel verden i den måde han sagde Vienna på. Jeg vil ønske jeg kunne sige København på samme måde, men det gør jeg ikke. Jeg tilhører ingen steder. Vi træder ind igen, går hvert sit og hilser på de resterende, der er ankommet.

*

Følelsen af at føle mig både forbundet og fremmed for disse mennesker indtræder.

*

Vi går i mod en resturant, PIZZA er på menuen, får vi at vide. Det føles behageligt. Det er nemt og overskueligt at forholde sig til. Jeg bliver ret afslappet ved tanken om den mest universelle ret, PIZZA, jeg forstår, der er ikke så meget at drøfte. Ved langbordet vi har sat os ved, er der en hel væg dækket til af plakater. Det er chanel, mafiabosser og marilyn monroe klistret side om side. Jeg ved ikke rigtigt hvad den montage siger mig, selvom den bliver min holdepunkt resten af aften, og jeg undersøger det som om jeg venter på at blive overrasket. Det gør jeg ikke, det føles som noget man har set mange gange før. Og måske igennem dér, erindringen, at jeg oplever en tryghed.

*

De fleste fører samtaler på deres respektive modersmål, og sprogene flyder henover bordet. Et øjeblik grinte jeg af noget, en person sagde på tysk, jeg sværger, i et øjeblik føltes det som om jeg var velbevandret i tysk. Det føltes som om jeg var en anden. Eller rettere, jeg oplevede lukkede sprog som noget, der sagtens kunne have en åbenhed i sig.

Vi fandt hinanden i sproget. Og nu står alt åbent.