Amina Elmi - 4

På vej til Den Haag Centralstation bukker jeg mig, for at undgå fuglene, der er på vej til at flyve aggressivt henover mig. Jeg tænkte på Rinskes tekst, de fugle der optrådte i den. Jeg tænkte også på hvor pinligt det var, at jeg var så bange for de små skabninger. De havde ellers en ekstra aggressivitet i sig, lidt mere end duerne i København. Jeg tænkte også på det vers i koranen, der beskriver hvordan fuglene sørger for at få den føde, de har brug for. Deres rizq er allerede skæbnebestemt. Det er samme er vores. Kapitalismen fordriver os til at være angstfulde omkring alle de fornødenheder, vi har brug for. Alt er så skrøbeligt, men der er noget med determinismen, der kan få mig til at skænke skuldrene lidt. Tanken om at alt hvad der allerede er mit, modtager jeg, og alt der ikke er mit, vil jeg aldrig modtage. Det bryder med begærets iboende logik om jagt. Jeg vil samle hvad jeg har og sætte al hvad der ikke er ment til mig i dette liv, fri.

*

Jeg købte en billet og stressede over at danne mig et overblik over togstationen. Lige pludselig hører jeg en stemme og ser for mig, det er Solvej Balle. Vi konverserer lidt, og jeg kan mærke at stressen forlader min krop. Hun har en utrolig ro over sig og en venlighed hun viser mig. Vi forlader hinanden og går hvert sit med en slags fortrolig, åndelig aftale.

*

Hjem kan vise sig i mystiske møder. Hjem kan være en påmindelse, at der et eller andet sted, man hører til. Det sted kan også vise sig at være i mødet med forskellige tænkninger.

*

Da flyet letter, mærker jeg min krop, der lander i bevægelsen. Opad også ingenting. Alt hvad jeg lige er kommet fra, menneskene, samtalerne, teksterne, duftene, rummene! De behøver ikke at være til stede for mig i dette øjeblik, men det er de. I høj grad. Jeg tror denne oplevelse vil sidde i mig resten af mit liv. Den tæthed der kan opstå mellem fremmede mennesker, når man deler og arbejder med kunst, er særlig. Man springer en masse trin over, udfylder en masse tomrum mellem hinanden, og møder hinanden i et fælles fodsted. Kunsten opbygger hjemlighedsfølelse mellem mennesker. Jeg tænker på de andre fra holdet, hvad vender de hjem til, og hvordan de vil bære dette møde med sig. Måske vi alle mødes i Vienna, byen med verden i sig, en dag!

*

Til Marilena, tak for din nænsomhed, for din åbenhed og dit arbejde. Vi ses igen, min ven. Det er jeg overbevist om.